Nyhedsarkiv

SMØRHÅR OG DUKSEDRENGE

6. klasse har før jul læst bogen SMØRHÅR OG DUKSEDRENGE. Her fandt de ud af, at forfatteren Lars Daneskov havde lavet en fejl i en gåde. Læs hans reaktion her: Kære Lone og især kære 6. A – Tusind tak for jeres søde mail. Jeg hører, at I har læst SMØRHÅR OG DUKSEDRENGE i klassen. Det er jeg rigtig glad for at høre. Jeg hører så desværre også, at I er 100 % enige om, at jeg burde komme ned og lære noget matematik på Aabenraa Friskole. I har nemlig fundet en fejl i bogen. Fejlen har I fundet dér i historien, hvor jeg lige skal spille lidt smart og tror, jeg kan lave et sejt regnestykke. Noget med en dreng, der hedder Anders, som inviterer 16 drenge til fødselsdag, og så skal Anders’ far og mor ellers købe pizza til alle, og hvor mange pizzaer skal de så købe? I bogen har jeg skrevet, at der skal bestilles 6 pizzaer, men I har så regnet efter og fundet ud af, at der faktisk skal købes 7 pizzaer, fordi Anders jo ikke skal gå sulten i seng på sin fødselsdag. Han skal selvfølgelig OGSÅ have noget at spise, hvilket vil sige, at der så er 17 drenge i stedet for 16. Dermed får I bevist, at unge hjerner simpelthen tænker bedre end alle os, der går rundt med nogle gamle hjerner. Samtidig får I vist, at både jeg og Gilbert Ernst bare kan komme an nede i Aabenraa. I er nemlig klogere end os. Møgunger. Jeg vil straks få rettet fejlen, så regnestykket kommer til at stå rigtigt, når bogen skal trykkes igen. Som tak for jeres hjælp og som lille bevis på, at I selvfølgelig er landets klogeste klasse, får I dette diplom til jeres klasseværelse. Jeg sørger også lige for, at jeres klasse får alle bøgerne i Anton og Molly-serien, så I har noget at læse næste gang, det er jul, når der er spisefrikvarter eller, også bare når der skal hygges i 6. A. God fornøjelse med dem. Jeg håber ikke, I finder flere fejl. Kærlig hilsen Lars
Nyhed billede
.

11-01-2018 WS

Forrige 10 Næste 10